Er din lokale skov blandt de 52 skove, der rammes?
- Christine Nielsen

- 19. jan. 2024
- 3 min læsning

Naturstyrelsen er i gang med at udarbejde 200 forvaltningsplaner for urørt skov. Der er allerede udarbejdet og godkendt 22 forvaltningsplaner for urørt skov, og nu er de næste 52 kommet i offentlig høring. Høringsperioden løber fra d. 15. december 2023 til 1. marts 2024. Det kan være vigtigt at ryttere giver deres mening til kende, og indgår i dialog, hvis de fortsat vil have mulighed for at ride i de områder, der bliver udlagt som urørt skov.
Hvilke ændringer sker der i skovene?
Naturstyrelsen skriver, at indsatsen for at ændre de enkelte skovområder til urørt skov, afhænger af udgangspunktet i den enkelte skov, og at ændringerne i de berørte skove f.eks. vil være genopretning af naturlig hydrologi, udfasning af oversøiske træarter, reduktion af arealer med øvrige ikke-hjemmehørende træarter, skovgræsning på de naturmæssigt vigtigste arealer, øgning af mængden af dødt ved mv.
Hvad betyder det for mulighederne for ridning i skovene?
Det er svært at svare på, hvad præcist det kommer til at betyde for rytternes muligheder for at færdes i de berørte skove. Det kommer nemlig an på, hvad planerne for den enkelte skov er.
Det gode eksempel
I Ganløse Ore, som ligger ved Farum i Nordsjælland, mistede skovens ryttere flere strækninger med ridestier, da Maglemoserne blev genetableret, og derved oversvømmede store områder af skoven. Det er dog stadig muligt at ride i skoven, da rytterne havde en god dialog med Naturstyrelsen, og derved fik etableret nye ridestier, som erstatning for dem de mistede. Og netop dialog er nøglen til at sikre, at ryttere fortsat kan ride i de berørte skove.
Hvad kan min rideklub eller lokale ridelaug gøre?
Hvis du rider i en af de berørte skove, er det vigtigt, at du indsender et høringssvar, som kommer til at indgå høringsnotatet. Høringssvaret er en mulighed for at sikre, at beslutningstagerne har det bedst mulige fundament til at træffe en beslutning, der tilgodeser flest mulige brugergrupper af skoven.
Det er godt, hvis I kan gå flere sammen om at skrive et høringssvar. Fx kan I indsende ét høringssvar på vegne af alle rideklubber eller rideskoler i området, eller lade det lokale ridelaug stå for at sende et høringssvar på vegne af alle.
Vær opmærksom på at alle høringssvar bliver offentliggjort på Høringsportalen.
Det gode høringssvar
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal skrive i høringssvaret, er her et par punkter, som du kan bruge som inspiration. Se det oprindelige indlæg, skrevet af Frederik Stentoft Berling.
Skriv kort og præcist. Høringssvaret skal være konkret og handlingsorienteret. Hvad er problemet, hvem går det ud over og hvad er mulige løsninger.
Hvis der er planlagt flere ændringer for området, så gør det tydeligt, hvad det er, du kommenterer på.
Del ud af din viden om området og brugerne, og stil dig til rådighed, hvis beslutningstagerne ønsker mere viden. Det er dig der er ekspert inden for ridning i området, ikke Naturstyrelsen.
Du kan også overveje, om høringssvaret er nok, eller om du skal tage fat i den lokale presse, eller om du skal tage en dialog med jeres lokale repræsentation fra Naturstyrelsen. Husk, at I får mere taletid, hvis I går sammen på tværs af rideskoler, rideklubber eller det er ridelauget, der er afsender.
Hvilke skovområder er i offentlig høring?
De 52 skove der er i offentlig høring frem til 1. marts 2024, er følgende:
Bornholm
Almindingen
Nordbornholm
Forvaltningsplan for Ølene
Fyn
Arealer på Sydlangeland
Flyvesandet og Nørreby Hals
Fuglsanggård
Vigelsø
Himmerland
Ajstrup Strand
Rold Skov
Hovedstaden
Buresøskovene
Hørsholm Slot og Folehaven
Sjælsø Lund, Stumpedysse Hegn og Breelte Skov
Trørød Hegn og Kohave Skov
Kronjylland
Fussingø Udskovene
Gjerrild Nordstrand
Helgenæs
Hjermind Skov
Midtsjælland
Annebjerg, Grønnehave og Ulkerup skov
Hov vig og Nakke Skov
Røsnæs
Tuse Næs
Nordsjælland
Arrenæs og Frederiksværkskovene
Freerslev Hegn og Brødeskov
Gribskov
Klosterris Horserød og Gurre
Tisvilde Hegn
Storstrøm
Areal ved Sandvig
Avnø
Faksinge Skov
Hannenov Skov
Søhøjlandet
Gjern Bakker
Silkeborg Nordskov og Bjørnholt
Silkeborg Sønderskov
Velling og Snabegård Skov
Sønderjylland
Gråstenskovene
Helligsø
Nautrupgård Skov m.fl.
Pamhule Skov
Skovene rundt om Sønderborg
Store Okseø
Sønderhavskovene
Varnæs Hoved og Avnbøl Sned
Trekantsområdet
Boller, Klokkedal og Rold Skov
Fovslet, Svanemose, Tapsøre m.fl.
Grund Skov
Kærskov, Lystrup Skov og Dallerup
Sophienlund
Stenderuphalvøen
Vognkær Enge, Hvidbjerg og Randsfjord
Vadehavet
Skovene ved Jels
Rydhave Skov
Slotved Skov
Links til mere viden
Se hvad planerne er for de udvalgte områder: Naturstyrelsen
Læs Dansk Islandshesteforening artikel om emnet.







Kommentarer