3 ting du skal huske, når du pakker sadeltaskerne
- Christine Nielsen
- 26. feb. 2024
- 3 min læsning
Til arrangementet ’Workshop for turryttere’ snakkede vi bl.a. om sadeltasker. Både hvad man skal kigge efter, når man investerer i et par sadeltasker, hvad man skal være opmærksom på, når man spænder dem på hesten, og hvor meget vægt man kan komme i sadeltaskerne.
Vil du have besked om næste workshop? Så tilmeld dig nyhedsbrevet og modtage en invitation direkte i din indbakke.

Et hav af modeller
Der findes et hav af forskellige sadeltasker. Nogen foretrækker læder, da de er holdbare og vandtætte, mens andre hellere vil have nylontasker, fordi de er vedligeholdelsesfrie og lavet i et let materiale. Der er fordele og ulemper ved begge materiale, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.
Du kan få sadeltasker, som er designet til at sidde foran sadlen, sadeltasker der spændes bagpå, og sadeltasker som hænger på siden af hesten. Den sidste model hedder panniers, og minder om cykeltasker.
Lige meget hvilken model du vælger, skal du sikre dig, at de kan spændes godt fast på sadlen, så de ikke hænger og dingler, når du traver eller galoperer. Det er ikke nok, at sadeltaskerne har et spænde, der sættes fast i d-ringene på sadlen. Gå efter en model, der også har remme, der kan fæstnes i gjordstropperne under sadelklapperne.
Læs også: Sadeltasker til turhesten
Vægten skal placeres midt på hesten
Der er desværre ikke lavet dybdegående undersøgelse af, hvor meget vægt du kan komme i sadeltaskerne, før du overbelaster hesten, men du bør som udgangspunkt pakke så lidt som muligt. Derudover skal du kigge på den samlede vægt, som din hest går med – inkl. sadlen og dig. Hvis du er i tvivl om, hvor meget din hest kan bære, bør du tage en snak med din dyrlæge, som kender din hests form, muskelsætning og bygning.
Når du spænder sadeltaskerne på hesten, bør de ikke placeres bag hestens sidste ribben. Grunden til det er, at hestens lænd ikke er stærk nok til at bære vægt. En anden grund er, at det ikke er optimalt at placere vægt på hestens nyre.
Husk, at hestens ribben buer, og du skal følge ribbenets kurve for at mærke, hvor det slutter. Hesten bør ikke bære vægt over lænden, så hvis du bruger sadeltasker, der sættes fast bag sadlen, er de kun til at have en ekstra trøje eller anden let oppakning.
Den tunge oppakning skal så vidt muligt placeres midt på hesten. Hvis du ridder med panniers, bør taskerne placeres lige bag dine ben, og stropperne der går over hestens ryg, må ikke ligge bag hestens sidste ribben.
Lige meget vægt i hver sadeltaske
Ligesom det er vigtigt, at du sidder lige og velafbalanceret i sadlen, så er det også vigtigt, at dine sadeltasker ikke glider til siden. Derfor bør du veje din oppakning, så du er sikker på, at du pakker cirka lige meget på hver side af hesten.
Læs også: Sadelunderlag til turhesten
Du kan bruge en kuffertvægt til at veje din oppakning, da tommelfingerreglen blandt turryttere siger, at der ikke bør være mere end et par hundrede grams forskel på vægten i hver side af sadeltaskerne.
Lav eventuelt en liste hjemmefra, hvor du vejer hver ting. Når du spiser af provianten, ved du så, hvor mange gram du har fjernet fra den ene side, og derved hvordan du skal pakke sadeltaskerne bagefter. Nogle bruger vandsække til at balancere oppakningen, da du nemt kan tømme eller fylde vandsækken undervejs.
Comments